Det gamle posthus ved Trianglen på Østerbro har gennemgået en større om- og tilbygning så det nu danner tidssvarende rammerne om ENIGMA, Museum for post, tele og kommunikation.
Den smukke nyklassicistiske postbygning ved Trianglen har været hovedpostkontor for Østerbro i næsten 100 år. Postkontoret blev i 1976 udvidet med en sidebygning mod Øster Allé. Jeudan overtog hele ejendommen fra POSTNord i 2021.
Projektet omfattede en udvidelse og nyindretning af museum ENIGMA samt etablering af Brasserie POST, herunder ombygning af hovedbygningens 1. sal til udstilling og værksted, nedrivning af mellembygning og opførelse af ny mellem-/foyerbygning. Sidebygningen er transformeret med nye facader, udstillings- og konferencelokaler, butik/reception og områder til skoleaktiviteter.
Transformation af to bygninger
Ombygningen af sidebygningen indebar, at det hidtidige etagedæk delvist blev nedrevet og genopbygget på ny, så etagehøjderne kom til at stemme overens med den nye mellembygning og hovedbygningens etager. Begge bygninger er bygget med store, søjlebårne rum fra facade til facade. Herved er der skabt et samlet bygningskompleks som understøtter de mange funktioner. En ny, sammenhængende glasfacade på foyer- og sidebygning åbner museet op mod byen.
Der er anlagt en lukket gårdhave som både servicerer ENIGMAs gæster samt Brasserie POST. Her er der faciliteter til udeservering samt formidling for skoleklasser. Udearealerne er udført i et nært samspil med Fælledparken, der ligger som nabo til bebyggelsen.
Brasserie POST er opført med respekt for de eksisterende konstruktioner, med gode akustikforhold og et industrielt design og betjener både museet og fungerer som selvstændig restaurant uden for museets åbningstider.
Bæredygtige valg
Byggeriet er gennemført med henblik på at skabe en nænsom transformation af de eksisterende kvaliteter i bygningerne. Samtidig er ejendommen bragt op til et moderne niveau inden for indeklima, energiforbrug og tilgængelighed. Renoveringen omfattede blandt andet sanering af asbest i de eksisterende installationer som fjernelse af blyholdig maling.
DOMINIA var gennemgående bygherrerådgiver, og vi har projekteret dele af projektet.
Foto: Meike Rehder
Information
Ydelse
Bygherrerådgivning i alle faser, herunder procesrådgivning og udbudsforretning.
Projektering af ingeniørfag inden for bærende konstruktioner, VVS, ventilation, el og miljøarbejder ifm. stor- og fagentrepriser
Bygherre
JEUDAN
Byggesum
65 mio. kr.
Projektperiode
2020-2023
Størrelse
3.400 m²
Kontaktperson
