Det gamle plejehjem Ørbygård i Rødovre er erstattet af et nyt plejecenter, der tilbyder tidssvarende faciliteter og flere forskellige bomuligheder for ældre.
Når man bor på plejehjem, skal det langt hen ad vejen føles som at bo hjemme i sin egen bolig. Hjemlighed og tryghed har derfor været vigtige nøgleord i udformningen af det nye plejehjem. Boligerne er fleksible og kan tilpasses beboernes forskellige behov og ønsker - også de, som må komme med fremtidens ældresammensætning.
Projekteringen af Plejecenter Ørbygård krævede et særligt fokus på logistikken, idet plejecenteret var i delvis drift i byggeperioden. Projektet blev derfor gennemført i etaper, med særligt fokus på rokadeplan og hensyntagen de beboere, som bor lige op ad en byggeplads.
Bedre boliger og haverum
Ørbygård består nu af 82 plejeboliger med tilhørende servicefunktioner samt en café og en kiosk. Det nye byggeri er opført i 2 og 3 etager med to boliggrupper i stuen og på 1. sal samt en boliggruppe på 2. sal. Boligerne er langt mere veldisponerede med bedre tilgængelighed og har fået bedre faciliteter for de ældre; blandt andet større boliger og badeværelser. Beboerne har også fået bedre ude- og fællesarealer med store, rumlige terrasser, et samlende haveanlæg med vandbassin, gang- og opholdsområder og træningsanlæg.
Velfærdsteknologi
Projektet er udført med stor fokus på velfærdsteknologi, bl.a. ved hjælp af automatiske højdejusterbare toiletter og håndvaske. Sanserum med musik, billeder og afslapningsmøbler. Bygningen blev klargjort med it-infrastruktur, som muliggør fremtidig tilslutning af fx faldunderlag og andre teknologier.
Information
Ydelser
Projektering (nedrivning, miljøsanering, konstruktioner, alle vvs og el), udbud, fagtilsyn, byggeledelse, AMK (p) og (b).
Bygherre
Rødovre Kommune ved DAB
Byggesum
160 mio. kr.
Projektperiode
2014-2020
Størrelse
6.620 m2